Dansk Samling | Etiket-forklaring | Samlerøl prisliste | Øllink |
Faq | Forsiden | ||
Ølsmagning | Nyheder | Leksikon om øl |
Hvis du kender en nyhed om øl eller bryggerier - mail den til mig, så vil jeg sætte den på.
Nyheder om samlerøl og variationer er flyttet til Nye øl
Mail til webmaster |
Besøg også Ale.dk her kan være andre nyheder
|
26. december 2005
Julebryggeri
Sai Gon Beer Beverage Corporation har haft første spadestik til et nyt bryggeri, der har en kapacitet på 100 mio. liter øl. Ceremonien skete 25. december i Ho Chi Ming City, Vietnam.
Bryggeriet forventes at levere den første øl sommeren 2007. 100 mio. liter årlig kapacitet er kun første fase. Når anden fase er færdig kan Sai Gon Beer bryggeriet producere 1 milliard liter årligt, skriver vnanet.vn.
21. december 2005
Forskerspirer vinder på klosterøl
Førstepræmierne i den årlige konkurrence Forskerspirer for gymnasieelever med særligt stort fagligt overskud, der er arrangeret i et samarbejde mellem videnskabsministeriet og undervisningsministeriet blev mandag blevet overrakt i København af Helge Sander.
Et af de vindende forskningsprojekter har titlen: "Paulanermunkene.Klosterliv og ølbrygning." er skrevet af Stinne Christensen, Nyborg Gymnasium.
Ideen bag konkurrencen er pleje af forskningstalenter i ungdomsuddannelserne med det formål at skabe en brobygning mellem de dygtigste gymnasieelever og forskningsverdenen.
18. december 2005
Interessen for folkeaktier er svingende
Mange af Danmarks nye bryghuse baserer deres egenkapital på folkeaktier, og nogle steder i landet køber folk aktierne med stor lyst. Men det går ikke lige godt for alle bryggerierne.
Skagen Bryghus kan efter cirka 14 dages salg melde udsolgt at aktier. Viborg Bryghus har solgt langt flere end forventet. Fanø Bryghus har endnu ikke fået solgt alle dem de gerne vil www.fanoebryghus.dk . Heimdal-Bryg er gået i gang med anden udbudsrunde, som ikke ser ud til at gå så hurtigt www.heimdal-bryg.dk. Bryggeriet her i øvrigt netop sendt øllen Longship på gaden. Slagelse Bryghus har også stadig aktier til salg www.slagelsebryghus.dk. Det samme gælder Warwik i Varde www.warwik.dk. Ølfabrikken i Tisville sælger stadig anparter i forbindelse med bryggeriets udvidelse www.olfabrikken.dk . Bryghuset No. 5 i Holbæk tilbyder også stadig b-anparter.
15. december 2005
Første bryggeri på Grønland
To hotelejere, restauratører og i det hele taget iværksættere Carl Juhl og Helge Tang er gået i gang med at bygge historiens første bryggeri på Grønland. De to ejer Hotel Hans Egede og Hotel Godthåb, som dog ikke er et hotel. Men netop der skal det nye bryggeri ligge, og derfor får det navnet Godthåb Bryggeri.
Bryggeriet skal brygge øl til ejernes hoteller, restauranter og et diskotek. Øllet leveres blandt andet på fad, og det bliver dermed det første fadøl på Grønland. Hidtil har grønlænderne kun kunnet drikke flaskeøl fra Danmark. Dog er det muligt at få fadøl på øens militære baser.
Godthåb Bryggeri etableres med konsulentbistand fra Damgaards bryggerikæde i Danmark og med amerikansk udstyr.
Åbningen er planlagt til august 2006, men inden da skal der findes en brygmester.
Den ølrevolution der er i gang i Danmark er ikke nået til Grønland, blandt andet fordi det ikke er muligt at købe ret mange forskellige øl. Men den situation håber Godthåb Bryggeri at kunne lave om på.
7. december 2005
Skagen Bryghus på folkeaktier
Metoden med at oprette microbryggerier i Danmark med folkeaktier eller anparter er blevet meget almindelig. Nu byder Skagen Bryghus sig op i rækken og udbyder aktier til 2.500 kr. Tegningsperioden løber frem til fredagd.16 dec., og stiftende generalforsamling afholdes onsdag d.21 dec.2005.
30. november 2005
Stevns Bryghus sender sin første øl på gaden
Den 7. december introducerer Stevns Bryghus i Varpelev på Stevns deres første øl. Navnet er meget betegnende Julekræs. Introduktionen sker i Hugos Vinkælder, Brogade 19, i Køge.
Da introduktionen foregår i julemåneden, er denne øl selvfølgelig tilsat en smule jul. Julekræs er en stærk ale, dvs. en overgæret øl, med et skær af julens farve og en duft af julens krydderier.
- De valgte malttyper giver denne øl en maltrig fylde, der uden at være sød kan bære de to engelske humletyper, vi har valgt. En humle til at give øllet den bitre eftersmag og en humle til at give øllet en frisk krydret forsmag. For at runde det hele af og markere den kommende højtid har vi tilsat lidt af julens krydderier i skikkelse af kanel og stjerneanis. Ikke så meget at det overdøver øllets sjæl, men nok til at julen er kommet på besøg i glasset, siger brygmester og direktør Kim Vaabengaard.
16. november 2005
Coop 10-dobler salg af dansk special øl til jul
Salget af danske og udenlandske special jule øl sprænger alle rammer i år, og der er allerede nu risiko for, at en række varianter må meldes udsolgt.
Coop Danmark forventer, at 10-doble salget af dansk special jule øl i forhold til julen 2004, hvor de specielle julebryg fik deres gennembrud.
- Det går i øjeblikket så stærkt, at selv om vi har mange doblet vores indkøb, så er der varianter, hvor hverken vi eller de små bryggerier kan følge med, siger kategorichef Kenn Thomsen, Coop.
Et eksempel er 2 julebryg fra Bryggeriet Vestfyen, Willesmoes Julebryg og Willemoes Juleale.
Willemoes er den mest solgte special julebryg efterfulgt af Sember Ardens fra Carlsberg og Julius fra De 5 Gaarde, som Coop også har ene forhandling af i detailhandelen. Gennem de seneste to år er interessen for special øl vokset, og salget er steget med cirka 200 procent pr. år. Men denne udvikling er eksploderet her i november, hvor Coop har 11 specielle bryg på hylderne i Kvickly, heraf syv unikke bryg, som kun forhandles af Coop.
Coop har sammen med en række små bryggerier i år udviklet nogle produkter, der kun fås i Kvickly, SuperBrugsen og Dagli´Brugsen. Jule sortimentet omfatter bl.a. Julebryg forsøg nr. 27 fra Thisted Bryghus, JingleBells fra Ørbæk Bryggeri, Hertug Julebryg fra Bryggeriet S.C. Fuglsang og Julebryg Svaneke fra Svaneke Bryghus.
16. november 2005
Humle i øl kan være sundt
Forskere på Oregon State University udtaler, at humle brugt i øl indeholder sammensætning kaldet flavonids (aromaer) som neutralisere "de frie radikaler", som er løse ilt molekyler som kan skade celler.
Forskerne siger også, at porter, stout og ale har et meget højere niveau af flavonids sammenlignet med lager og pilsner øl.
3. november 2005
De 5 Gaarde og Coop bag ny serie af øl
Interessen for special øl sprænger i år alle grænser.
Det har nu fået De 5 Gaarde og Coop Danmark til at udvikle en helt ny serie øl, baseret på råvarer fra de 5 herregårde og slotte, der står bag mærket, der kun forhandles i Coop Danmarks butikker samt udvalgte restauranter.
Den første øl i serien er en ny julebryg, som hedder Julius, navngivet efter Lensgreve Julius Wedell, der i 1923 sammenførte driften af Wedellsborg og Frijsenborg, der er to af de 5 gårde bag mærket. Det en fyldig, flot gylden bryg og med rig smag, og en alkoholprocent på 6 procent. Den sælges i en smukt designet halv liters flaske. Og fås i Kvickly, Kvickly xtra, SuperBrugsen og Irma.
Der er udviklet yderligere to øl i serien, som kommer inden for den nærmeste fremtid. Det er Didrik, en luksusbryg med en alkoholprocent på 7,5 og opkaldt efter Otto Didrik Schack af Schackenborg. Endelig kommer Orla, en pilsner med alkoholprocent på 4,6 procent. Denne øl er opkaldt efter en tidligere inspektør på Gyllingnæs.
7. oktober 2005
La Trappe i Holland er igen officielt Trappist-bryggeri
Organisationen "Internationale Vereniging Trappist" har i dag udsendt en pressemeddelelse der siger, at øl fra bryggeriet i det hollandske trappistkloster La Trappe igen må benytte det officielle trappist logo på etiketterne.
Efter grundige undersøgelser har IVT besluttet, at klostrets bryggeri nu lever op til kriterierne for at blive kaldt "authentic trappist product".
Klostret blev frataget den ret i 1999, efter at de havde overladt væsentlige dele af brygprocessen til det hollandske bryggeri Bavaria.
5. oktober 2005
Verdens første glutenfri øl
Det finske bryggeri har lavet verdens første malt øl som ikke indehoder gluten.
"Indtil fornyelig var rigtige øl "forbudt" for gluten allergikere. I dag må de nyde all-malt øllen Kukko Pils fra Laitilan" lyder det i en pressemeddelelese.
Kukko Pils er den første all-malt øl som har modtaget det internationale gluten-fri mærke.
Gluten koncentrationen i Kukko Pils er bare 0,4mg/100g.
3. oktober 2005
To græskarøl fra Anheuser-Busch
Halloween nærmer sig. Anheuser-Busch og datterselskabet Michelob har lanceret to græskarøl ved the Great American Beer Festival. Jack's Pumpkin Spice Ale er den første i en serie af fire sæson øl som bryggeren har planer om at introducere. Jack's Pumpkin Spice Ale er frembragt af Anheuser-Busch brygmestre.
Michelob Pumpkin Spice Ale er også at finde for den første gang i Michelob Specialty Sampler Collection ved siden af den maltede og kraftfulde Michelob Marzen og den generøst tørhumlede Michelob Pale Ale. Michelob Pumpking Spice Ale er skabt ved at bruge en speciel græskar variation kendt som "Golden Delicious" fra Oregon, med en karakteristisk blanding af krydderier, blandt andet kanel, ingefær, muskat og kløver, denne all-malt øl er designet til møde forståelse hos folk der ikke ved så meget om øl.
28. september 2005
To bryggerier i Køge
Efter mere end 60 år uden eget bryghus er der nu ikke mindre end to bryggerier på vej i Køge. Kjøge Bryghus er på vej i en gammel løgfabrik i Varpelev, nær ved Køge. Og på Køge Havn er Bryghuset Braunstein snart en realitet. Bag bryggeriet står familien Braunstein Poulsen, som sammen med erfarne bryggere vil brygge øllet.
Bryghuset Braunstein vil brygge 3 - 4 faste typer special øl, samt øl der er afstemt til årstiden. Målsætningen er at øllet skal brygges med respekt for håndværket, og brygningen sker med de bedste råvare.
De tre første faste øl er tre undergærede øltyper, Ambre Lager, Dark Lager og Pilsner, dertil kommer planlagte sæsonøl som Weisse, Weizen Bock og Winter Bock. Alle øl efter tysk inspiration.
Læs mere på www.braunstein.dk
25. september 2005
"O'zapft is'!"
Sådan lød det i München den tredje lørdag i september. Oktoberfesten begyndte og det første fad øl blev slået an.
I München forventes flere millioner mennesker at deltage, selv om festen for første gang i 30 år blev åbnet i regnvejr.
I mange andre lande holdes også Oktoberfester, men der forventes ikke nær så mange mennesker.
I København byder den forholdsvis nye BrewPub på Oktoberfest i et stort telt. Det foregår over tre dage, fra torsdag d. 29. september til lørdag d. 1. oktober.
BrewPub går dog lidt udenfor den traditionelle opfattelse af Oktoberfest. Øllet er tysk, irsk og engelskinspireret. Mens musikken de tre dages opdeles i jazz, irsk og funk.
Læs mere på www.brewpub.dk
I London holder Bavarian Beerhouse sig mere til traditionerne. De tilbyder lyshårede servitricer og tysk øl i hanerne. Til gengæld holdes Oktoberfesten over tre weekender, første gang 14. oktober.
Læs mere på www.bavarian-beerhouse.co.uk
17. september 2005
Coopers kæmper for uafhængighed nu anklages de
Det australske bryggeri Coopers modsætter sig et fjendtlig millionbud fra Lion Nathan Ltd, der er Australiens næststørste bryggeri.
Lion Nathan, som selv ejes 46 procent af japanske Kirin, har tilbudt 260 australske dollars pr. aktie for Coopers. Bestyrelsen anbefaler aktieejerne til ikke at sælge.
Nu bringes Coopers i retten af en tidligere aktieejer.
En sagfører fra Adelaide mener at være blevet misinformeret i relation til et aktietilbagekøbsprogram i 2003. Bryggeriet tilbød dengang 45.01 dollar pr. aktie. Prisen er langt fra de 260 dollars der nu tilbydes.
Sagføreren siger i sin klage, at på tilbagekøbstidspunktet burde Coopers have konsulteret uafhængige parter for at finde en fair pris.
11. september 2005
Nyt Wiibroe-bryggeri i Helsingør
Wiibroefolk står bag planer om at etablere et bryggeri i Helsingør. Tanken er, at bryggeriet skal lige i Skibsklarerergården, næsten samme sted som Wiibroes første bryggeri lå.
Der er dog ikke tale om at genetablere Wiibroe i Helsingør. Hvis det besluttes at brygge øl på stedet, så vil der blive tale om specialøl og ikke Wiibroe-pilsner. Det vil nærmere blive et museumsbryggeri, og et sted hvor der ikke skal brygge mainstream-øl.
Den endelige beslutning om at etablere bryggeriet træffes hos Carlsberg.
28. august 2005
England vil lave advarsler på ølflasker
Alkoholvirksomheder i England har accepteret at lave en frivillig ordning med helbreds advarsler på næsten alle dåser og flasker der indeholder øl og spiritus.
Hensigten er at forhindre uhæmmet drikkeri.
Det forventes at 85 procent af alle dåser og flasker vil være påført advarslen inden 1. januar.
27. august 2005
Selection ikke længere blandt de udvalgte
Royal Unibrew er blandt de få danske bryggerier der ikke for alvor følger den nye trend indenfor øl, hvor det handler om at give nye smagsoplevelser. I stedet skærer de ned i antallet af specialøl, nu er kniven kommet til den gamle Dansk Dortmunder, der i nogle år har heddet Royal Selection. Selection udgår fra Royal serien på grund af for lille salg.
Selection (Dansk Dortmunder) har i flere år været en af de få specialiteter indenfor lagerøl segmentet. Mange kunder har aldrig opfattet, at Dansk Dortmunder og Royal Selection var samme øl, derfor forsvandt en trofast gammel kundegruppe.
17. august 2005
Nyt fynsk bryggeri på hotel
I Kerteminde er ejeren af Tornøes Hotel i fuld gang med at starte bryggeri - i hotellet.
Bryggeriet skal stå færdigt i løbet af en måned. Men først i løbet af efteråret er det første øl klar.Det nye micro-bryggeri står færdigt i løbet af en måned. Øllet kan skænkes i løbet af efteråret.
Tornøes Hotel kan, ifølge hotellets hjemmeside, føre sin historie tilbage til 1643, hvor der lå en Købmandsgaard.
I 1895 overtog brygger og gæstgiver Wentzel Tornøe huset, som hotellet har navn efter. Dette bliver begyndelsen til en lang historie med fremragende service.
Og nu bliver det igen en brygger der står i spidsen for hotellet.
17. august 2005
Fullers brygmester John Keeling kommer til Danmark
Fullers brygmester John Keeling kommer til Danmark og giver en serie road-shows sidst i oktober.
John Keeling er nok UKs eneste brygmester der er kendt for sine roadshows udenfor landets kyster. Han er både fagligt dygtig og underholdende.
Alle tider, mødesteder og datoer ligger endnu ikke fast, men det helt sikkert, at der bliver fire aftener mandag 24. til torsdag 27. oktober.
15. august 2005
Carlsberg køber tempeløl
Carlsberg har købt 50 procent af Cambrew Ltd. i Cambodia. Bryggeriet ligger i Sihanouk Ville på Cambodias vestkyst.
Cambrew har en kapacitet på 450.000 hektoliter og en markedsandel på 45 procent i Cambodia. Bryggeriet ejer brandet Angkor Beer, der er opkaldt efter det berømte tempel Angkor Wat.
Udsigten til vækst på det cambodianske øl-marked er betydelig, idet det årlige ølforbrug kun ligger på seks liter pr. indbygger. Det er under niveauet i de omkringliggende lande, hvor forbruget er 12-22 liter pr. indbygger.
Købet er endnu et skridt i realiseringen af Carlsbergs strategi, der går ud på at styrke den i forvejen stærke position i Sydøstasien, hvor Carlsberg allerede er til stede i Laos, Malaysia, Singapore og Vietnam.
15. august 2005
Utilfredshed med 90 ton øl
I stedet for at glæde folk har et swimmingpool stort springvand ved Fourth Harbin International Beer Festival i Kina skabt oprør.
Øllet er ikke til at drikke, men kun til at skabe opmærksomhed, og det har det gjort. I Kina, hvor der er stor forskel på rig og fattig, har det skabt røre, at så meget øl går til spilde.
Et lokalt medie har udregnet, at springvandet har krævet 1800 ton vand, 9 ton kul, 14,4 kWh elektricitet og 18 ton korn. Hvilket kan brødføde en familie på tre i 20 år mindst.
Bryggeriet har i sidste øjeblik erstattet øllet med vand, men har ikke opnået at skabe ro om projektet.
11. august 2005
Godt halvår for Carlsberg
Bryggeriaktiviteterne hos den danske bryggerigigant Carlsberg har vist stigende nettoomsætning i 1. halvår, i alt steg den med fem procent til 17,8 mia. kr., drevet af en positiv udvikling i russiske BBH samt de øvrige østeuropæiske forretninger.
De positive resultater er især foregået i Sverige, som i flere år har været et smertensbarn. Nu viser Carlsberg Sverige forbedrede resultater takket være højere priser og lavere omkostninger.
Resultat af den primære drift for hele koncernen i 1. halvår blev 1.328 mio. kr., heraf udgjorde resultatet af drikkevareaktiviteterne 1.314 mio. kr., svarende til en fremgang på 19 procent.
27. juli 2005
Store planer i Lyne og Valby
Der brygges på livet løs i Danmark, både på øl og planer. Antallet af bryggerier vokser og flere af de eksisterende har udvidelsesplaner.
I Lyne syd for Tarm er et øvelsesbryggeriudstyr indkøbt og brygmester Tage Johannesen er fundet til at stå for produktionen i Lynes kommende mikrobryggeri. Helt mikro bliver det dog ikke. Ambitionerne går i retning af et bryggeri på 100.000 liter øl om året og to brygmestre ansat.
I Tisvilleleje brygges der på planer om en udvidelse af produktionen på ikke mindre end 300 procent. Ølfabrikken brygger i dag 2.000 liter øl om ugen, i løbet af sommeren skal den mængde væsentligt udvides.
Anderledes ser det ud hos Carlsberg, der brygges der på at nedlægge produktionen i Valby og overflytte det til Fredericia. En eventuel nedlæggelse af bryggeriet i Valby vil dog ikke betyde en ændring af øludbuddet fra Carlsberg.
19. juli 2005
SABMiller laver sammenslutning med Bavaria i Sydamerika
SABMiller foretager en stor investering i Latin Amerika. Gennem en handel med Santo Domingo Group får SABMiller den kontrollerende aktiepost i Bavaria S.A.
Bavaria er den næststørste bryggerikoncern i Sydamerika med ledende markedspositioner i Colombia (99% af ølmarkedet), Peru (99%), Ecuador (93%) og Panama (79%) hvor de vigtigste mærker er Águila, Cristal, Pilsener og Atlas. Den nye samlede koncern vil have en samlet årlig ølvolumen på cirka 175 mio. hektoliter.
6. juli 2005
Fanø Ølværk
Sådan kan navnet blive, men det er ikke planen. Det kommende Fanø Bryghus har købt en bygning der tidligere rummede Fanø Elværk. Fanø Bryghus forventer at kunne sælge lokalt øl fra det gamle værk fra januar 2006.
6. juli 2005
Heineken køber Stepan Razin
Heineken køber Stepan Razin bryggeriet i St. Petersburg, Rusland.
Resultatet af handlen betyder, at Heinekens markedandel i Rusland stiger til 10 procent. Bryggerigiganten får en volumen på over otte millioner hektoliter øl, hvilket styker Heinekens position som nummer tre på det russiske marked, hvilket samtidig er verdens femte største og blandt de hurtigste voksende markeder.
27. juni 2005
Succes med ny flasketype
Carlsberg fik hug i Danmark, da de introducerede deres øl på en ny flasketype, fordi forbrugerene var konservative. I Amerika ser det noget anderledes ud for Anheuser-Busch, de har netop måtte fordoble produktionen af deres nye aluminiumsflaske fordi efterspørgslen er meget stor.
Budweiser har dog ikke fjernet deres almindelige flaske samtidig.
22. juni 2005
Havgassebryg
Restauratør Mie Larsen, "Havgassens Kabys" i Lundeborg på Fyn får nu sin egen bryg under navnet "Havgassebryg".
Brygmester John Rasmussen, Refsvindinge, har komponeret den gyldne Havgassebryg i samarbejde med Mie Larsen og begge er særdeles tilfredse med resultatet, der i procent ligger på 8,4.
Som Mie Larsen selv siger: "Den er lige som jeg - rund, blød og stærk som bare..".
De første flasker tappes Sankt Hans aften, men Mie Larsen afviser, at der er tale om heksebryg. Smagen og styrken kunne måske nok alligevel forhekse en og anden. Lokal illustrator bag etiketten
Havgassebryggen får premiere lørdag den 25. juni kl. 15 på Havgassens Kabys.
22. juni 2005
Nyt øl til Middelalderfestival i Horsens
Med lokalafdelingen af Danske Ølentusiaster som konsulenter for Horsens Kulturforvaltning/Middelalderfestival går brygningen af byens første middelalderfestival nu i gang hos Refsvindinge, Wintercoat og Grauballe.
Der vil blive brygget to forskellige bryg der leveres på standard 0.33 flasker, et luksus bryg på 0,7 flasker samt en version af denne på fustager.
Brygget vil være "på gaden" omkring 3. august og vil kunne købes flere steder i detailhandlen og værtshuse i Horsens og omegn. Fustage versionen vil blive solgt hos Den Gyldne Hest samt under middelalderfestivalen af Lions Club.
Refvindinges bryg er på 5,7 procent, mørk overgæret engelsk ale type tilsat honning. Filteret og pastoriseret. Wintercoat og Grauballes bryg er "autentisk middelalder øl". Ufilteret og upastoriseret - robust karakter, kraftig og fyldig maltet øl. Engelsk ale gær, overgæret øl - 5,2 procent - mørk i farven, 80 procent Müncher malt, 10 procent røgmalt samt Saaz-humletype fra Tjekkiet.
Projekt har vi medvirket til at bryde Ceres' mangeårige monopol på at levere øl til festivalen. Middelalderfestivalen gennemføres 26. og 27. august i Horsens midtby.
17. juni 2005
Nørrebro Bryghus laver verdens bedste IPA
Ifølge RateBeer laver Nørrebro Bryghus i København verdens bedste IPA med deres North Bridge Extreme. RateBeer har offentliggjort deres Summer 2005 Best, ifølge den liste opnår North Bridge Extreme 4.31 point og vinder kategorien IPA.
Læs mere her
16. juni 2005
Skovlyst på flasker
Fra fredag den 17. juni bliver der mulighed for at købe flaskeøl på Bryggeri Skovlyst. Bryggeriets øl sælges i 1 og 2 liters flasker. Flaskerne er såkaldte "stakitflasker" med hank og pantentprop, som købes til evigt eje. Når flasken først er købt, kan man til hver en tid komme forbi og få fyldt flasken op med frisktappet øl direkte fra bryggeriets haner.
16. juni 2005
Fuglsang tredobler produktionen
Bryggeriet Fuglsang i Haderslev tjener sine penge på maltproduktion, derfor har bryggeriet besluttet at udvide produktionen til det tredobbelte.
Fuglsang vil bygge et stort malteri i Fredericia, det skal tredoble produktionen der i dag er på 50.000 ton årligt.
Bryggeriet har købt en stor grund, hvorpå malteriet opføres for et trecifret millionbeløb.
Direktør Claes Fuglsang har samtidig forsikret borgerne i Haderslev, at bryggeriet ikke forlader byen, der er kun tale om en ny maltfabrik.
Med udvidelsen bliver Sophus Fuglsangs Export-Maltfabrik Danmarks største maltproducent.
9. juni 2005
Drink øl og kvit smøgerne
Det tyske BeverageMarketing/Nautilus GmbH Laboratoriumsbedarf har meddelt, at de har sendt verdens første cigaretafvendingsøl på gaden. Øllen indeholder en smule nikotin, nogenlunde hvad der svarer til to til tre cigaretter med filter. Øllen der kaldes NicoShot, er brygget efter deutsche reinheitsgebot men dog tilsat tre milligram naturlig udvundet nikotin alkaloid.
NicoShot er cigaret nydelse i en øl uden røg. For de fleste rygerer svarer tre dåser NicoShot til en hel pakke almindelige cigaretter. Der til kommer, at der ingen tjære kommer fra den brændende cigaret. På samme måde som nikotin tyggegummi betragtes NicoShot som en afvænnings måde, som giver en fast og kontrolleret mængde nikotin.
Se hele pressemeddelelsen på engelsk
4. juni 2005
Ølrevolution i Norge
Den ølrevolution Danmark har oplevet er endnu ikke kommet til Norge i samme omfang. Men der begyndt at ske noget. Enkelte microbryggerier som f.eks. Nøgne Ø har introduceret nye øltyper, og nu følger verdens nordligste bryggeri Macks Ølbryggeri også med. De har netop lanceret en brown ale og en hvedeøl.
- De nye ølvarianter er begyndelsen på en ny serie kvalitetsøl fra Mack. Denne serie har fået navn efter Macks grundlægger, Ludwig Markus Mack. Designet fokuserer på den lange tradition Mack har som bryggeri ved at benytte signaturen Ludwig som afsender. Ud over det skal designet give associationer til høj kvalitet og godt håndværk. Vi er stolte over, hvor godt vi har fået budskabet frem gennem designet. Det er afgørende for os, at vi formår at kommunikere stærkt og tydeligt, at der ikke skal være tvivl om, hvilke øl forbrugerne bør vælge, hvis de ikke ønsker at gå på kompromis med smagen, siger Victoria Bakken, produktchef på Macks Ølbryggeri.
1. juni 2005
Det er Ølfestival tid
Der er nu og de nærmeste dage tre ølfestivaler, som man kan deltage i. Junior Chambers ølfestival i Hobro. Lørdag d. 4 juni. Fra kl. 14.00. I " Det Røde Pakhus" ved havnen, Hobro. Entré er gratis.
Der loves over 100 forskellige øl - mange danske specialøl - fadølsbar - flere nyheder b.la. Fjordpilsner - mad fra "Den Blå Fisk" og meget mere.
For mere info se www.jc-hobro.dk/index.asp?id=4
Randers Ølfestival holdes af Bacchanalielogen. Festivalen holdes 1. 2. og 3. juli i "Underværket i Randers". Det er en ølfestival hvor der er mulighed for at få serveret fadøl af nogle "Barm"hjertige piger, men er man ikke til den slags, kan man lade være at drikke fadøl, eller være ude inden kl. 22.
Yderligere oplysninger på www.randersfestival.dk.
Øl-messe i Kolding holdes d. 10. juni i Parkhallen i Kolding, kl. 19-22.
27. maj 2005
Bliv "bryggeriejer"
Små bryggerier skyder op i Danmark med en hastighed der minder om en rystet hvedeøl. 2. juni åbner Carlsbergs Jacobsen officielt, og mange andre har gang i kedlene.
Nu giver Heimdal-Bryg endnu flere mulighed for at blive medejere af et bryggeri. Pr. 2. juni udbyder de anparter i anden runde. Der er alt i alt 500 anparter i udbud. 100 stk. af kr. 1000,- og 400 stk. af kr. 5000,- .
Der er stadig anparter af kr. 1000,- tilbage. Grunden til at vi har haft skrevet Venteliste på kr. 1000,- anparterne er for at gøre opmærksom på at der uden varsel kan være venteliste på disse medejer muligheder, forklarer Kristian Olsvig, Heimdal Bryg.
Når 2. udbudsrunde starter er det efter "Først til mølle princippet".
16. maj 2005
To "vikingeøl"
Uafhængigt af hinanden er der netop blevet introduceret to "vikingeøl" i Danmark.
Herslev Bryghus lancerer "Gorm's Bryg" til Vikingespillet i Frederikssund. Og firmaet "Dansk Mjød" har sendt "Old Danish Beer" på gaden. De betegner det som en ny øl-sort, fordi den kombinerer mjød og øl. "Old Danish Beer" er tappet hos Ørbæk Bryggeri og hører til de stærkeste øl i landet. Den holder 10,15 procent.
"Gorm's Bryg" er helt anderledes den er brygget på basis af rugmalt og har kun navnet tilfælles med de gamle vikinger.
Begge øl kan smages på Danske Ølentusiasters ølfestival i Valby Hallen fra d. 20. til 22. maj.
9. maj 2005
SABMiller køber Slovakisk bryggeri
SABMiller køber det slovakiske bryggeri Topvar. Topvar solgte sidste år 569,000 hektoliter øl.
Efter reglerne for kontrollerende aktiebesiddere vil SABMiller tilbyde at købe de resterende minoritets aktiebesiddere (40.5 procent) ud.
8. maj 2005
Heineken køber Patra
Heineken har købt det forholdsvis lille Patra Brewery i Yekaterinburg i Rusland.
Som følge af købet stiger Heinekens markedsandel i Rusland til 8,3 procent, den samlede volumen bliver over syv mio. hektoliter.
Patra ligger i ruslands tredjestørste byYekaterinburg, som ligger i den hurtigt voksende Ural region. Der drikkes 17 procent af det totale russiske øl. Bryggeriet har en kapasitet på 1 mio. hektoliter. Bryggeriets mærker består hovedsagelig af de regionale mærke Patra, Strelets og Zhigulevskoye samt sodavand.
I 2004 solgte Patra 715,000 hektoliter øl. Det er et lille bryggeri i national sammenhæng. Den nationale markedsandel er 0,8 procent, i Ural regionen udgør den fem procent og i Yekaterinburg 20 procent.
24. april 2005
Molson Coors køber kvalitets mærke
Den nye bryggerigigant Molson Coors har købt det lille canadiske Creemore Springs Brewery for at få et mærke i den høje prisklasse, Creemore Springs Premium Lager.
Creemore, der ligger i Ontario, beskæftiger 50 mennesker og er grundlagt i 1987.
Molson Coors betegnes som verdens femte største bryggeri og står i forvejen for 42 procent af ølsalget i Ontario.
24. april 2005
Carlsberg giver kvaje bajer
Man skal træde varsomt, når man piller ved et folkeeje. Det er lærdommen hos Carlsberg, som for syv måneder siden kom sin pilsner øl i en ny flaske og en ny kasse.
Salget er gået katastrofalt tilbage. Derfor genindfører Carlsberg nu den gamle flaske og giver kvajebajer over hele Danmark.
Søndag d. 1. maj giver Carlsberg en gratis øl på mange hundrede værtshuse over hele landet.
Se Carlsbergs pressemeddelelse her.
12. april 2005
Heineken laver ny struktur
Heineken NV skaber en ny top management struktur som skal drive og støtte bryggeriet i næste face af vækst til en global organisation.
For at forbedre bryggeriets strategi og funktioner danner Heineken fem operationelle regioner: Vest Europa, Central og Øst Europa, Amerika, Afrika og Mellemøsten og Asien-Pacific. Hver region skal styres af en regional President.
I 2004 stod den nye Vest Europa region for 29 procent af gruppens øl volumen og 42 procent af overskuddet. Den nye Central og Øst Europa region stod for 38 procent af øl volumen og 20 procent af overskuddet. Amerika stod for 13 procent af øl volumen og 21 procent af overskuddet. Afrika og Mellemøsten stod for 12 procent af gruppens øl volume og 13 procent af overskuddet. Og Asien-Pacific stod for otte procent af øl volumen og fire procent af overskuddet.
4. april 2005
Måske nyt bryggeri i Helsingør
Det har svirret med rygter i Helsingør den sidste uges om det nye mikro-bryggeri, der ifølge ugeavisen Nordsjælland, skal etableres i den indre by i Helsingør, og Helsingør Dagblad erfarer, at det er i Strandgade 73, der ejes af Olsen Helsingør ApS, og hvor Helsingør Vinhandel har til huse, at mikro-bryggeriet skal indrettes.
Indehaverne af Helsingør Vinhandel har ingen kommentarer til Helsingør Dagblads oplysninger. Men afventer resultatet af et møde i ejendoms- og miljøudvalget, før de vil kommentere oplysningerne.
4. april 2005
Bryggerigruppen erhverver en betydende regional polsk bryggerivirksomhed
Bryggerigruppen har købt den betydende regionale polske bryggerivirksomhed "Browary Polskie Brok-Strzelec S.A." .
Købet indbefatter fire regionale ølmærker, der især sælges omkring Krakow, i Øvre-Schlesien samt ved østersøkysten baseret på bryggerierne i Jedrzejow (tæt på Krakow) og Koszalin (mellem Stettin og Gdansk).
Samtidig erhverver Bryggerigruppen 48 procent af aktierne i "Perla-Browary Lubelskie S.A." med styrke i Lublin-området.
2. april 2005
Ny lukkelov - en fordel for restaurationsbryggerier
Med ophævelsen af forbudet mod samdrift er der udsigt til, at de danske restaurationsbryggerier kan sælge deres produkter på flasker - ud af huset.
Den mulighed har restaurationerne hidtil været forhindret i, men hvis den nye lukkelov vedtages kan det betyde flere forskellige øl på det danske marked.
29. marts 2005
Baltika, Rusland, skal måske betale 12 mio. dollar tilbage i skat.
Baltika har meddelt, at de russiske skattemyndigheder har præsenteret bryggeriet for et krav på 10,6 mio. dollar mod et datterselskab og 1,5 mio. dollar mod bryggeriet selv.
Kravet er rettet mod Leasing-Optimum for en periode i 2003, mens de 1,5 mio. dollar mod Baltika er fremkommet efter et check af bryggeriets aktiviteter i 2004.
Leasing-Optimum står for udstyrsleasing for Baltika og andre bryggerier.
Ifølge Baltika skyldes uenigheden med skattemyndighederne forskellige måder at forstå leasing-loven på.
27. marts 2005
Brygmester udpeget
Carlsberg har udpeget den nye leder af Bryggeriet Jakobsen. Det bliver den 40-årige Jens Eiken, der i flere å har arbejdet som rejsende brygmester og rådgiver for koncernens bryggerier i bl.a. Italien, Schweiz, De Canariske Øer og Cameroun.
Bryggeriet begynder at brygge de første øl 13. april.
4. marts 2005
Vestfyen på halvliters flasker
Bryggeriet Vestfyen indfører nu to af deres mest succesfulde øl på halvliters flasker. Den ene er dog oprindelige en Refsvindinge øl, nemlig Ale No. 16, den anden er Nat Expresen. Alkoholprocenten på sidstnævnte er desunden hævet til 6,0 %.
27. februar 2005
Det tyske reinheitsgebot tabte 10 års krig
Den østtyske brygger Helmut Fritsche, Neuzelle Kloster-Bräu, har vundet retten til at tilsætte sukker sirup til sin mørke øl og stadig kalde brygget for øl i Tyskland.
Det betyder, at den tyske renhedslov Reinheitsgebot fra 1516 er blevet tilsidesat. Den gamle lov siger, at øl kun må indeholde malt, humle og vand.
Helmut Fritsche har kæmpet mod loven i 10 år for retten til at kalde sin Schwarzer Abt for øl. Brygget indeholder sukker sirup. Nu er det lykkes for ham.
Nu kommer det store spørgsmål omkring bryggeriets kirsebærøl og andre special øl.
25. februar 2005
Carlsberg måske i ny fusion
Carlsberg har kun indfriet forventningerne delvist med deres netop offentliggjorte årsregnskab.
Nettoomsætningen steg fire procent til 36 mia. kr. og resultatet af den primære drift faldt tre procent til 3.442 mio. kr.
Markedet udvikler sig ikke som Carlsberg forventede, da de for fire år siden indgik et samarbejde med Orkla. Indtjeningen ligger på niveau med den gang. Derfor udelukker Carlsberg Fondet ikke, at der kan blive tale om at indgå i en ny Orkla-lignende fusion.
24. februar 2005
Nyt navn til Bryggerigruppen
Bryggerigruppen iværksætter en ny vækstplan "MACH II". Den skal sætte yderligere fart på Bryggerigruppens internationalisering. I samme forbindelse ændres navnet pr. 18. april til Royal UNIBREW A/S.
- Hermed får vi et moderne og stærkt internationalt familienavn, der på tværs af sprog og kulturer let kan afkodes og umiddelbart er forståeligt af alle. Samtidig giver Royal Unibrew også et tydeligt signal om vores virksomheds kernekompetencer, siger adm. direktør Poul Møller.
Målene i MACH II er blandt andet at øge omsætningen fra 3 til 4,5 mia. kr. til 2007. Blandt andet via opkøb.
3. februar 2005
HC Andersen øl fra Albani
Endnu en gang sender Albani en øl i handlen i anledning af HC Andersens fødsel. Tilsvarende skete, da HC Andersen fyldte 150 år og da hans rosende brev om Albaniøl fyldte 100 år i 1974. Nu sker det i anledning af 200 året for HC Andersens fødsel.
Den nye øl er mørk og med pilsnerstyrke. Den siges at være en udpræget nyde øl og god til mad.
En anden mørk øl der er på vej er Skands Porter. Den skal ifølge bryggeriet Skands være i handlen midt i februar.
2. februar 2005
Nederlag for Klosterbrauerei Neuzelle
Rebellen blandt de tyske bryggerier Klosterbrauerei Neuzelle må ikke længere sælge deres schwartsbier som øl.
Det tyske reinheitsgebot gælder for alle bryggerier i Tyskland, derfor må Neuzelle ikke tilsætte sukker til deres Schwartsbier. Forvaltningsretten i Frankfurt har afvist bryggeriets klage.
Bryggeriet slås for at måtte brygge øl på samme måde som nabobryggerierne bag den polske grænse 13 kilometer væk. Men foreløbig uden held.
Trods det har Klosterbrauerei Neuzelle lavet flere øl med tilsætningsstoffer. Senest en Anti-Aging beer (en øl der udskyder alderdommen), den indeholder bl.a. alger.
2. februar 2005
Coors siger ja!
Aktionærerne bag det amerikanske Coors har med stort flertal stemt for sammenslutningen med canadiske Molson.
Den tre en halv millard dollar store aftale vil skabe verdens femte største bryggeri med 15 bryggerier.
Transaktionen forventes afsluttet 9. februar, men først skal fusionen godkendes af Quebecs højesteret.
30. januar 2005
Fusionen mellem Molson og Coors er tættere på
Canadiske Molsons aktieejere stemte med stort flertal for en fusion med USA tredjestørste bryggeri Coors.
Hvis Coors ejere også godkender aftalen, når de skal stemme på torsdag, så er verdens femtestørste bryggeri en realitet.
23. januar 2005
Godt og dårligt nyt for øl
To nye forskningsresultater peger i hver sin retning, når det gælder glæden ved at drikke øl.
Der er en større forskel mellem alkohol drikke i deres effekt på blod niveauet og urinsyre, det kan øge sandsynligheden for at udvikle gigt, har forskere på Harvard fundet ud af.
De skriver i "Arthritis and Rheumatism" øl udgør en større fare end spiritus, hvorimod et moderat forbrug af vin ikke forøger urin syre niveauet.
Til gengæld har ældre kvinder gavn af drikke øl. En undersøgelse offentliggjort i "New England Journal of Medicine" fastslår, at kvinder i alderen 70 til 81 år har 20 procent mindre risiko for at blive demente, hvis de drikker et glas øl om dagen (15 gram alkohol pr. dag). Forskerne kommer i dette tilfælde også fra Harvard.
18. januar 2005
Bryggeri i Færgekroen i Tivoli
Tivoli i København får nu endnu et mikrobryggeri.
Ole Strecker og Henrik Fabricius-Bjerre har overtaget forpagtningen af den gamle restauration Færgekroen, og det er planen, at der efter en renovering etableres et mikrobryggeri, som skal levere øl til tørstige ganer fra Tivolis åbning den 15. april.
Færgekroen vil byde på tre slags håndbrygget øl, mad og musikalsk underholdning.
Bryggeriet har søgt efter brygmester, men endnu er der ikke antaget nogen.
Bryggeriudstyret er indkøbt i Østrig og har en kapacitet på 4.000 liter om ugen.
10. januar 2005
Øl forebygger måske diabetes
Den belgiske diabetolog professor Ivo de Leeuw har i et studie fundet ud af, at folk der drikker en halv liter øl om dagen sjældnere får alders diabetes, end afholdsfolk og personer med et stort alkoholforbrug.
6. januar 2005
Flakhaven Bryggeri i Odense
I slutningen af januar åbner Bryggeriet Flakhaven i Odense. Det er ejerne af A Hereford Beefstouw i Odense, Kirsten Redder og Jørgen Pedersen, som har taget initiativ til Bryggeriet Flakhaven, de vil også forestå driften og brygningen af øl med assistance fra deres bryggere på Bryggeriet Apollo i København.
Bryggeriet Flakhaven vil brygge to faste øltyper samt en månedens øl. Det nye bryggeri får adressen Flakhaven 2, Odense C.
2. janaur 2005
Sri Lanka bryggeri skifter til at producere vand til ofre
The Lion Brewery i Columbo, Sri Lanka, er skiftet fra at producere øl til komme vand på flaskerne.
Firmaet stoppede med at producere øl efter at have hørt rapporter om, at de overlevende fra den store katastrofe i Asien løber en risiko ved at drikke forurenet vand.
Hele bryggerianlægget er blevet rengjort, og det resterende øl i systemet er skyllet ud.
Bryggeriets normale pakningssystem er mekaniseret, derfor er det nødvendigt at pakke vandflaskerne manuelt.